AUTUMN SALE: 3 for 2 på plakater

Maarten Léon: Værker, der fortæller mere end én historie

Maarten Léon: Værker, der fortæller mere end én historie

Mød Maarten Léon, collagekunstneren fra Amsterdam, der skaber værker med mere end én historie. Med inspiration fra nostalgi, introspektion, relationer og naturen kombinerer han fotografi og collage i finurlige kompositioner, der balancerer mellem det velkendte og det uventede. Gå på opdagelse i hans særlige univers og kom tættere på historierne bag værkerne.

Kunstneren bag værkerne

Bag de finurlige og eftertænksomme værker står Maarten Léon, en collagekunstner fra Amsterdam med en særlig evne til at gøre store fortællinger enkle.

Maarten har arbejdet med collage i mere end et årti. Interessen begyndte allerede omkring hans tid på kunstakademiet, hvor han blev draget af collagens muligheder. I modsætning til et maleri, der kan kræve dage ved det samme lærred, gav collagen ham mulighed for hurtigt at omsætte en idé til et visuelt udtryk - og siden har han udviklet sit helt eget formsprog.

Selv beskriver han sin stil som “minimalistic surrealism”. Det handler om at skære motivet ind til det essentielle: få elementer, rene kompositioner og alligevel en fortælling, man næsten øjeblikkeligt fornemmer. Virkeligheden er genkendelig, men den bliver drejet, overdrevet eller sat sammen på en ny måde.

I dag bevæger hans værker sig i et spændingsfelt mellem realisme og abstraktion. Analoge materialer møder digitale teknikker, mens inspirationen blandt andet findes i naturen, personlige refleksioner og menneskelige relationer. 

It first starts with an idea.

- Maarten Léon

Når en idé bliver til et værk

For Maarten Léon begynder et værk ikke med et bestemt fotografi eller materiale. Det begynder med en tanke.

Inspirationen kan komme fra noget, han oplever, men også fra bøger, film, musik, nyheder eller følelser. Først når idéen er på plads, begynder jagten på de elementer, der kan omsætte den til et billede. Til det bruger han både en stor samling af magasiner og bøger og sit digitale billedarkiv.

Selve teknikken skifter fra værk til værk. Saks og lim, maling og akvarel kan møde digitale værktøjer - mediet vælges ud fra den historie, han ønsker at fortælle. Og selvom grundidéen til et værk kan falde på plads i løbet af få timer, kan detaljerne tage dage. Elementerne flyttes millimeter for millimeter, indtil kompositionen føles rigtig.

Det er måske netop derfor, værkerne virker så enkle ved første øjekast og samtidig rummer så meget, når man bliver stående lidt længere.

I want people to be at ease when they see an image that I create.

- Maarten Léon

Et univers med plads til ro

Ro er et tilbagevendende element i Maarten Léons tilgang til kunsten. I 2022 fortalte han, hvordan han havde forladt sit daværende arbejde og livet i Amsterdam for at flytte til Portugal og give kunsten sin fulde opmærksomhed. Her søgte han samtidig tættere på naturen og væk fra storbyens tempo.

Naturen er ikke kun en kulisse i hans værker. Den fungerer også som inspiration og som en kontrast til det menneskeskabte. Sammen med hans interesse for minimalisme er den med til at skabe den særlige ro, der går igen på tværs af hans kunst. 

Det rolige står dog sjældent alene. Der er ofte noget, der bryder med det forventede - en skæv proportion, en umulig situation eller et element placeret præcis dér, hvor man ikke forventer det. Det er i mødet mellem det genkendelige og det surrealistiske, at Maarten Léons univers for alvor opstår.

Kunst, der giver plads til din egen historie

Måske er det netop dét, der gør Maarten Léons værker så interessante at have hængende. De kræver ikke, at man kender historien bag for at kunne mærke noget.

På afstand møder man de rene kompositioner og rolige udtryk. Kommer man tættere på, dukker de små forskydninger, kontraster og fortællinger frem. Og med tiden kan betydningen ændre sig - præcis som et minde kan.

For selvom Maarten Léon begynder med sin egen idé, behøver historien ikke slutte dér.